Faglige tilgange
- KAT - Kognitiv tilgang
- MI - Motiverende samtale
- MK - Metakognitiv tilgang
Valg af metoder
Kognitiv terapi har i mange år været anerkendt og implementeret i det offentlige behandlingssystem i Danmark, herunder psykiatrien. Den kognitive terapi har udviklet sig gennem årene, bl.a. ift. at arbejde med psykoedukation, ACT (acceptance and commitment therapy), Mindfulness mv.
I Egebo, har vi gennem årene taget den kognitive tilgang til os, da principperne og metoderne i tilgangen giver mening i arbejdet med vores målgruppe. Metoden er brugbar inden for et bredt spektrum af diagnoser. Eksempelvis depression, angst og ADHD.
Det handler særligt om, at hjælpe borgerne med at leve med de psykiske udfordringer de har og bruge metoden til at ændre opfattelser, følelser og symptomer der vanskeliggør deres hverdag. Metoden hjælper borgerne med at udvikle og tillære sig nye handle-‐ og tankemønstre, så de i højere grad kan leve et trygt og selvstændigt liv, med øget livsglæde og gejst.
MI er en samtalemetode, der bruges til at styrke en persons egen motivation og forpligtelse overfor forandring. Efter 30 års empiriske studier har MI vist sig at være en succesfuld evidensbaseret metode til at facilitere positive forandringer. Der ses måske også derfor en øget tendens til at metoden bruges på sundhedsområdet. Metoden giver intervieweren (den pædagogiske medarbejder) mulighed for at arbejde med borgeren i mange forskellige sammenhænge og situationer. Et vigtigt aspekt i MI handler om hvordan medarbejderen har den rette indstilling og rolle, i forhold til at øge chancen for positive forandringer hos borgeren.
Arbejdet med kognitiv terapi kan være ret udfordrende for borgeren. Det fordrer forandringer på områder, der i fortiden har været svære for borgeren at ændre på. Dette er grunden til at MI rent faktisk kan ´lette´arbejdet med KAT (kognitiv adfærdsterapi), ved at opbygge borgerens egen motivation til at gøre det hårde arbejde. Disse to metoder spiller derfor godt sammen. Derudover supplerer MI metoden medarbejderne med førnævnte viden om effekten af de relationelle aspekter, i de situationer hvor der arbejdes med kognitiv adfærdsterapi og motivation.
En tilgang baseret på recovery og rehabilitering
I Egebo skal tilgangen desuden være baseret på recovery og rehabilitering.
Recovery handler om den enkelte borgeres personlige og unikke proces, der muliggør at leve et tilfredsstillende og håbefuldt liv, selv med de begrænsninger, der er forårsaget af sygdom.
Recovery handler om, at hjælpe borgeren til at værne om og udvikle håb, drømme og ønsker for fremtiden. At øge livskvaliteten og oplevelsen af mening.
Rehabilitering handler om det Egebo gør, i samarbejde med borgeren for at styrke borgerens recovery proces og retning mod indfrielse af håb, drømme og ønsker for fremtiden. Rehabiliteringen i Egebo skal styrkes og være en bevidst del af al aktivitet i indsatsen og for tilrettelæggelsen af overgangen mellem tilbuddene.
Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv. Rehabiliteringen baseres på borgerens hele livssituation, og beslutningerne består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats.
Følgende citat vedrørende Recovery opsummerer kort essensen af tænkningen:
…”at man kan komme sig, at der er håb om en god fremtid. Tænk på styrkerne og mulighederne, ikke på svaghederne. Aktivitet og beskæftigelse er vigtige elementer i den sammenhæng”… (Citat: Gerlach).